Om 100x100

100x100 er en ordning, der med praktisk og økonomisk støtte får livemusikken ud på de mindre scener i Smørhulsdanmark.

En koncert i forsamlingshuset eller på et andet lokalt mødested er en fest, der styrker de lokale fællesskaber. Og det er præcis det, der er Det Danske Rockakademis mål med ordningen: Flere skal være fælles om musikken rundt om i Danmark.

Vi hjælper lokale ildsjæle med inspiration og det praktiske – fra hjælp til valg af spillested eller band, til billetsalg, økonomi, kontrakter og kunstnerhonorarer. Uanset billetpris og antal billetter er 100x100 størrelsen på den underskudsgaranti, vi kan give det kunstneriske indhold til hvert arrangement: Op til 10.000 kr. Det er tit det afgørende skub, der får flere lokale ildsjæle – og musikere – til at turde arrangere og stille op.

Er du musikentusiast, lokal ildsjæl eller musiker? Så er du hermed inviteret til at være med.

Vi kan støtte 200 koncerter om året i både 2026 og 2027.

Hvorfor 100x100?

Hvad er en ildsjæl?

Danmark er formet af ildsjæle. Vi har, som land, udviklet os til det, vi er i dag, fordi ildsjæle har fået idéer, taget initiativer og samlet folk omkring sig. Det er disse idéer og initiativer, der har skabt vores fælles kultur og vores sammenhold.

Det er ildsjælene, der sætter gang i fodboldklubber og strikkeklubber, og det er de musikentusiastiske ildsjæle, der starter musikforeninger og skaber liv og fællesskab i det lokale forsamlingshus.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kalder de frivillige og ildsjælene fundamentet for vores demokrati, og erhvervsminister Morten Bødskov har udtalt, at ”vores stærke foreninger er noget af det mest danske, der findes. Derfor skal vi give dem de bedst mulige vilkår" og "...fjerne nogle af de byrder, der har gjort det svært for de mange ildsjæle, som får foreningerne til at køre rundt”.

Minister for byer og landdistrikter, nordisk samarbejde og kirkeminister Morten Dahlin siger: "Jeg er glad for, at vi med indsatsen nu forbedrer rammerne for landets mange foreninger, der hver dag er med til at sikre stærk sammenhængskraft i hele landet."

Det er her 100x100 kommer ind i billedet, for at gøre lige præcis det, som de tre ministre har fokus på; at fjerne nogle af de byrder, der gør det svært at arrangere koncerter.

Har du nogensinde tænkt på, hvor skønt det ville være at gå til koncert med dine venner i den by, du bor i og ikke skulle bruge transport frem og tilbage til en større naboby? At kunne gå ud ad din hoveddør og lige rundt om hjørnet til en koncert, hvor du kender de fleste blandt publikum?

Måske læser du det her, fordi du lige har hørt om 100x100, og måske mærker du varmen fra tanken om, at det nu er muligt at lave en koncert i dit lokalområde, samtidig med at du føler vægten fra det ansvar og de udfordringer, der følger med.

Hvis det beskriver dig bare lidt, så er vi lige her til at hjælpe dig fra idé til koncert. Vi står klar til at støtte dig med viden, kontakt til artister, kontraktskrivning, billetsalg og økonomi, og vi håber, at du vil række ud til os på info@100x100.dk for at høre mere om, hvordan du bliver 100x100 koncertarrangør.

Få svar på dine spørgsmål

Hvordan booker jeg artist?

I kan finde en liste over artister på Artister-siden. Klik på en artist I gerne vil booke og følg processen herefter.

Hvis I gerne vil booke en artist, som ikke er på platformen, kan I gøre det via denne side.  

Hvem kan søge 100x100 om tilskud eller underskudsdækning?

Det kan alle, der gerne vil arrangere en koncert i en radius af 10 km. fra et regionalt- eller andet offentligt støttet spillested (ordningen skal bidrage til koncerter, ikke til øget beskæftigelse for musikere)

Kan jeg holde en privat fest i forsamlingshuset og få tilskud?

Nej, der skal være offentlig adgang til koncerten, og koncert-entréen skal være minimum DKK 100 til støttede koncerter

Hvad skal musikerne have i honorar?

Medvirkende musikere skal som minimum aflønnes med den af Statens Kunstfonds Musikudvalg godkendte tarif pr. musiker.

Må arrangøren modtage andre former for kommunal, regional eller statslig støtte til kunstnerisk indhold ved siden af 100x100 støtten til samme koncert?

En koncertarrangør må ikke være modtager af midler som regionalt, genre/niche- eller honorarstøttet spillested eller modtage andet konkret koncerttilskud til den aktuelle 100x100-koncert.

Må jeg gerne selv få honorar eller beholde overskuddet for det arbejde, der er med at arrangere koncert?

Et eventuelt overskud fra en 100x100-støttet koncert må ikke ”trækkes ud” til private eller ikke-koncertformål, men kan eventuelt indgå som ekstra betaling til den optrædende musiker.

Vi har et forsamlingshus tæt på et regionalt spillested, kan vi stadig få støtte?

En 100x100-støttet koncert skal finde sted med mindst 10 km’s afstand til et statsstøttet spillested (dvs. minimum 10 km fra regionalt, honorarstøttet, niche-defineret eller kommunalt eller privat støttet/drevet koncertsted).

Vi vil gerne lave arrangementer, som ikke er rock eller populærmusik. Kan vi få støtte til det?

Koncerter inden for rock- og populærmusikområdet kan opnå støtte. Kor-, danse- og legearrangementer opfattes ikke som koncerter.

Skal vi lade indtægter fra salg af mad, drikkevarer og garderobe indgå i koncertregnskabet?

Modtager af 100x100-støtte skal føre et regnskab, der kun handler om koncerten, og kan så selv beholde indtægter fra mad, bar og garderobe.