KONCERT I DIT NÆROMRÅDE?

HER ER HJÆLP OG ØKONOMISK STØTTE TIL KONCERTER I FORSAMLINGSHUSET ELLER ANDRE SMÅ LOKALE STEDER TÆT PÅ, HVOR I BOR!

Under konceptet 100x100 tilbyder Det Danske Rock Akademi praktisk og økonomisk støtte.

I første periode støtter vi 10 koncerter, der skal afholdes frem til 31.juli 2025, og derefter støtter vi 75 koncerter, der afholdes mellem 1. august og 31.december 2025. I årene 2026-2027 er der planlagt 200 støttede koncerter årligt.

Den økonomiske støtte gives som en underskudsgaranti, der kan udgøre op til 50% af udgiften til kunstnerisk indhold. Det Danske Rock Akademi hjælper med organiseret support til at få koncerterne arrangeret i 2025.

Fra 2026 kommer den praktiske støtte gennem en digital løsning for arrangørerne med kontakt til kunstnere, kontraktskrivning, billetsalg, honorar, udbetaling, skatteindberetning og KODA-afregning.

DET KOMMER ALT SAMMEN FRA KULTURMINISTERENS MUSIKHANDLINGSPLAN 2024-2027

Det Danske Rock Akademi arbejder for at sikre vores fælles rockmusikalske kulturarv og sætte gang i aktiviteter, der bringer levende musik ud i hele Danmark gennem nye platforme og handlemuligheder for borgerne.

Mange kan huske store koncertoplevelser i forsamlingshuse, værtshuse og andre små lokale steder. I dag foregår de fleste koncerter på professionelt drevne spillesteder og koncerthuse i de større danske byer.

Det Danske Rock Akademi vil gerne have den levende musik tilbage til lokalmiljøerne og ud i blandt andet forsamlingshusene, hvor den også hører hjemme og skaber glæde og fællesskab.

Det støtter Kulturministerens Musikhandlingsplan 2024-2027! Støtten skal gå til koncerter ude i hele landet, og den skal forankres hos lokale ildsjæle og publikum selv. På den måde bliver det muligt at få flere koncerttilbud i lokalmiljøerne, direkte fra artisterne til borgerne.

INTERESSERET? KONTAKT OS GERNE SÅ HURTIGT SOM MULIGT.


I KAN SELV FORESLÅ DE KUNSTNERE, I GERNE VIL HAVE BESØG AF, ELLER FÅ ADGANG TIL FORSKELLIGE KUNSTNERE, DER GERNE VIL BESØGE JER.